Når stædigheden spænder ben…

Ind imellem må man sande, at det ikke er alting, man kan og skal selv. At det er ok at række ud og bede om hjælp fra andre. Det har jeg ikke altid været lige god til, og i dag måtte jeg lære det på den hårde måde. Eller… I hvert fald den tunge.

Weekenden har stået på “projekt børneværelse” (the neverending story). Det er som om, jeg aldrig bliver helt tilfreds med indretningen i det værelse, og dagligt kommer min indre indretningsarkitekt forbi og minder mig om, at det ikke er, helt som det skal være. Så går jeg på Reshopper og DBA for at lade mig inspirere, og som oftest får jeg overbevist mig selv om, at et helt bestemt møbel vil gøre forskellen. Ligesom i torsdags, hvor jeg uden at blinke (eller tænke mig om), lagde billet ind på en fin reol, der skulle erstatte en stor rumdeler fra IKEA. Jeg stod nummer tre i kø til at købe den, og jeg nåede faktisk lidt at ombestemme mig, men inden jeg fik set mig om, blev reolen alligevel min, og så kunne jeg ikke lide at trække mig.

Det er reolen til venstre, der startede det hele…

Nå, men reolen kom hjem, og den ER virkelig fin. Jeg havde bare ikke rigtig en fast plan for omrokeringen af møbler i værelset, og jeg var alene om det, så projektet blev taget i etaper. Først rydde op. Ud i gangen med alle ting. Stort skab tømmes for tøj. Stort skab placeres på tæppe og trækkes forsigtigt over i modsatte ende af værelse. Stort skab kan ikke trækkes. Stort skab lirkes hele vejen. Ryg gør ondt. Pause! Så er det stor skænks tur. Får samme tur: Lirkes. Først midt ud i rummet. Nope! Det holder ikke. Så over til modsatte væg… Ok! Legekøkken – Tjek! Bord og stole – Tjek! Bamsekasse – Tjek! Seng – Tjek! Udklædningshjørne – Tjek! Det hele kom på plads, men ak o ve, så var jeg langt fra tilfreds, for undervejs måtte jeg opgive datterens “købmandsdisk” og kasserne fra rumdeleren (den med otte rum vel at mærke) havde nu ikke noget fast “hjem” mere. Kræfterne var dog opbrugt, so leave it be!

Nu skulle der hænges knager, billeder og en hylde op. Min underbo havde været så sød at spare mig for en tur hos Gør-det-selv-isenkræmmeren, og langet mig en håndfuld skruer og rawplugs, så det var bare at komme i gang. Altså efter at boremaskinen havde fået sin halve time til at lade nogenlunde op. Jeg sværger, jeg havde aldrig troet, at noget så enkelt som at skrue to knager og et billede op, kunne trække så mange tænder ud! Hylden har jeg stadig til gode… Først var der væggen, der bestod af lige dele træ, lige dele hulrum. “Jamen, så skal du slet ikke bruge rawplugs, men bare skrue skruen direkte i!”. Ja, ja… Men det var ikke til at vide, da jeg startede, og mine fingre har altså ikke den styrke, der skal til. Så var min skruemaskine væk, og så var der skruen, der åbenbart ikke kunne nøjes med stjerneskruetrækker, men kun var samarbejdsvillig med såkaldte torx bits! Da det kom til billedet, havde jeg med en anden væg at gøre, der åbenbart er fuldstændig porøs indvendig. Hele to af mine rawplugs forsvandt i væggen!! Jeg plejer vitterligt ikke at være dum til det der med at få hængt ting op, men jeg skal da lige love for, at jeg blev mødt af alle de udfordringer, der kunne opstå, og jeg følte mig pænt blondie et langt stykke hen ad vejen. Men jeg fiksede det til sidst – ALENE – og det er en tilfredsstillelse i sig selv.

Det endte godt, og knagerne kom op!

Værre var det, da jeg i morges besluttede mig for at få rumdeleren af vejen og “smide” den op på loftet alene. Jeg bor på 4. sal, så det er ikke fordi, der er langt – men jeg må konstatere, at der var sådan ca. otte trin for meget i forhold til, hvad jeg kunne klare på egen hånd. De første trin gik ok. Jeg havde et godt greb, og jeg kunne holde pause trin for trin. Men så begyndte den smalle bagtrappe at runde, og inden jeg fik set mig om, sad min bagdel fast mellem gelænder og efterhånden meget tung rumdeler. Jeg havde valget mellem at forsøge at bevæge min ene fod ned på næste trin med risiko for at miste grebet og få overbalance, eller jeg kunne gribe min telefon i lommen, ringe efter hjælp og håbe på, at både jeg og hr. Kallax fra IKEA kunne blive hængende lidt endnu. Det blev sidstnævnte løsning, og der gik heldigvis under to minutter, så stod min veninde og underbo til tjeneste. Selvfølgelig med en video til Snapchat først – det er klart!

Det er når øjeblikke som disse sker for mig, at jeg ikke begriber, hvorfor jeg ikke har den der logiske sans for, hvad jeg kan selv, og hvad jeg helt klart ikke kan selv. Stædigheden længe leve – og hurra for hjælp i nøden, der er så nær!

2. april 2017
Previous Post Next Post

2 Comments

  • Reply Mitzi

    Åh Trusse – jeg er helt knækket ?
    Bliv ved, bliv ved… Skriv flere af dine tosserier… Nårh nej Trisserier ???

    16. april 2017 at 8:58
  • Reply Trisseriet

    ?

    16. april 2017 at 9:07
  • Leave a Reply

    You may also like