“Undskyld, men hvor står glasset med knofedt?”

Hånden på hjertet: De sidste par dage har været ret lortede! Og nu nærmer weekenden sig med hastige skridt, mens jeg mentalt pisker derud af og kroppen sidder helt stille. Jeg er drænet og mørbanket, som havde jeg besøgt Fitness World tre dage i træk (yes, så sjældent sker det), og selvom jeg godt ved, at energi avler energi – eller hvordan det nu lyder – så er jeg helt og aldeles handlingslammet.

Min datter derimod… Malou er i hopla fra morgen til aften, er undrende og undersøgende, og stiller dagligt tonsvis af spørgsmål, der gør mig så nysgerrig på, hvad der foregår inde i det treårige hoved, som sidder på hendes energiske krop. Som f.eks. den dag i påskeferien, hvor hun tydeligt blev en kende bekymret for sin mor…

Det er ferie og en af de der langsomme morgener, hvor man er i nattøj hele formiddagen. Da jeg skal hjælpe barnet i tøjet, står hun tæt op ad mig, der endnu vimser rundt med bare ben. Og indrømmet, det er ved at være på tide ned en date mellem ben og ladyshaveren. Malou: “AV! Mor, jeg flytter mig lige, for dine ben stikker”. Der går et par sekunder og så forvandler hendes ansigtsudtryk sig fra lettere irriteret til skræmt: “Sig mig, skal du ikke til lægen, eller hvad??”.

Jeg beroligede hende og forklarede, at stikkende ben under normale omstændigheder ikke er spor sundhedsskadeligt (okay, måske sagde jeg det mere enkelt), men lige der gad jeg altså godt kunne læse hendes tanker! Troede hun mon, jeg var blevet angrebet af en form for pest? Eller forestillede hun sig, at mine ben ville få en hårpragt som Rapunzels (hende er hun ret optaget af pt), hvis ikke jeg besøgte doktoren? Det er ikke til at vide, men det er helt sikkert, at Malous hjerne og fantasi kører på højtryk. And I love it!

Jeg husker det selv… Dengang min barnehjerne kolliderede med voksenudtryk og talemåder. Jeg plejer at komme med følgende eksempel: Engang på “fritteren”, da jeg utålmodigt sad og polerede et stykke rav, så det kunne blive fint og flot og til en færdig halskæde. Pædagog Ingelise blev ved med at fortælle mig, at jeg skulle bruge knofedt. Jeg husker tydeligt frustrationen over, at hun bad mig om noget umuligt. Jeg klarede mig dog med pudseklud og Brasso, og først flere år senere gik det op for mig, at Ingelise ikke havde snydt mig, og at knofedt ikke er noget, man kan købe på glas…!

Well, det bliver dejligt med weekend, og jeg har i øvrigt barberet mine ben, så ingen bliver skræmt de næste par dage.

Ps. Tegningen er lavet af Malou og skal vistnok forestille mig. Hurra for at der ikke vokser hår på tændstiksben! ?

 

 

21. april 2017
Previous Post Next Post

Leave a Reply

You may also like