Når den treårige er mere voksen end jeg…

Så altså… Onsdag morgen skulle vise sig at blive lort med lort på – og heldigvis en god gang glimmerfyldt glasur på til sidst!

Jeg stod op klokken 6.30. Barnet lå inde i min seng og sov sødt, så der blev lige tid til den der stille stund med kaffe og langsom opvågning. Det skulle dog hurtigt blive afløst af brok inde fra soveværelset. Selv som treårig er det som om, den lille har sådan en censor for, hvornår jeg sætter mig ned – og saboterer det… “Mooooar… Vi skal lige have talt om, at du ikke bare går fra mig. Jeg vil ikke være alene herinde!”. Så er vi ligesom i gang!

Halvanden time cirka til afgang mod børnehaven, hvor de i dag skulle på tur hjem til en af børnene, der har fødselsdag. Piece of cake. Jeg havde bare glemt, at det er de sidste tyve minutter, der er skrøbelige og som oftest giver anledning til konflikter. Også i dag, hvor jeg ellers havde præsteret at lave den flotteste franske fletning i Malous lidt tynde og fine hår. “NEJ! Jeg vil have en LANG fletning!”, udbrød hun, mens elastikken blev flået ud og fletningen ødelagt. Allerede der mærkede jeg irritationen. “Jamen, Malou skat… Jeg har lavet den så lang, som jeg kunne. Du så altså virkelig fin ud”, svarede jeg, men gjorde det klart, at jeg ikke ville lave en ny. Det blev naturligvis ikke godtaget, og stemningen blev tilspidset. “Jeg vil også have Elsa-kjole på. Ikke den her dumme nederdel!”, lød det, og så fik nederdelen en tur på gulvet. Tidspres. Tålmodighedstest. Indestængt vrede. We had it all!

Jeg er virkelig ikke stolt af det, men når Malou presser mig til det yderste, så kommer min indre diktator frem og min pædagogiske tilgang forsvinder fuldstændig. “Malou, din Elsa-kjole er til vask, for den er der cirka et halvt kilo chokolade-påskeæg på, og jeg laver ikke en ny fletning på dig. Hvis du vil nå med til fødselsdag, så er der afgang om et øjeblik, og jeg gider ikke at høre mere brok. Capiche!”. Og der sidder jeg så med armene korslagt og ved, at det er ren utopi at tro, at det får den tophysteriske treårige i overtøjet på to minutter. Men jeg er simpelthen så eddikesur og personligt fornærmet, at jeg ikke er i stand til at handle anderledes.

Det endte faktisk med, at Malou faldt til ro og gik over til mig: “Undskyld, mor. Nu er jeg holdt op med at græde. Vil du hjælpe mig med at pudse mine briller? De dugger.”. Mit hjerte smeltede en lille smule, men stadig ikke nok til at overskygge den vrede, jeg havde i mig. “Ja, det vil jeg gerne”, mumlede jeg og marcherede ud efter pudseklud uden at kigge på hende. Vi kom ud ad døren i tide, og mens jeg satte Malou fast i barnesædet på cyklen, lagde hun hovedet på skrå og sagde “Skulle vi ikke tage at blive gode venner igen, mor? Må jeg få en krammer?”.

Det er, når hun kommer med sætninger som disse, at jeg føler mig klar til at registrere mig som lortemor et eller andet sted. For mens “mama san” her går og spiller tøsefornærmet, reflekterer min tænksomme datter, undskylder og lægger op til forsoning. Hun fik selvfølgelig en krammer – og flere til, inden jeg sagde “farvel og god dag” nede i børnehaven. Situationen sidder dog i mig resten af dagen, selvom jeg prøver at ryste den af mig. Til gengæld glæder jeg mig  allerede vanvittigt til at hente hende igen.

God dag, allesammen! <3

 

 

 

26. april 2017
Previous Post Next Post

1 Comment

  • Reply Gry

    Love, love, love ?

    26. april 2017 at 11:18
  • Leave a Reply

    You may also like