Lidt om Beth Hart i Tivoli og en ræv på Amager Boulevard

Klokken er 9.20, og jeg har drukket min første kaffe på denne fine lørdag, der trods vejrudsigterne byder på sol. “Yay!” to that! Jeg er sulten og mit hoved er tungt, fordi jeg i går drak to fadøl. TO! Jeg synes simpelthen, det er beyond uretfærdigt, at jeg skal straffes så hårdt for en aften med mådehold, når der render tyveårige rundt og drikker sig ned i Mocai og Mojitos flere dage i træk uden at mærke den mindste snert af kvalme!

Hvis vi skruer tiden ti timer tilbage, kørte jeg hjem på min cykel – fra Kbh K til Amagerbro. Jeg kørte pænt og kontrolleret. Lavede endda cykeltesten, hvor jeg udfordrede mig selv ved at cykle i slalom rundt om riste, på linje osv. Det gik rigtig fint. Jeg var godt nok tæt på kollision to gange på den korte tur hjem, men det var altså ikke mig, der var noget i vejen med. Den ene viste sig at være en ualmindelig påvirket mand, der havde svært ved at holde balancen, mens han kæmpede med at få sit korpus op på sin cykel. Den anden var en (måske fuld) ræv, der valgte at løbe lige ud foran mig for at krydse Amager Boulevard. Jeg må indrømme, at jeg da overvejede, om jeg VAR fuld, men den var god nok. En byræv, der havde været på farten, og som højst sandsynligt var på vej hjem til sin hybel ved voldene.

Da jeg kom hjem drak jeg et glas vand, åd to riskiks og hoppede i seng med iPaden. Vågnede et par timer senere. Siddende. Med iPad i hånd. Godnat!

Nam nam på Lé Lé!

That summer feeling med fadøl i en havestol…

Smukke Tivoli og forrygende Beth Hart på Plænen.

Skruer vi så tiden yderlige ca. fire timer tilbage, så cyklede jeg IND mod København. En værre omvej pga, hvad der umiddelbart synede af tilfældige, afspærringer pga skyderi på H.C. Andersens Boulevard. Jeg ved godt, de helt sikkert har været nøje overvejet, afspærringerne, men for mig gav det ingen mening, at jeg stopper før en afspærring, bliver dirigeret til venstre for så at ende midt i et søgeområde, hvor jeg så bliver dirigeret under nogle politi-bånd og ud. Nå… Jeg nåede frem til destinationen, Lé Lé Street Kitchen, hvor jeg indtog lækker mad sammen med min veninde. Driblede videre til Tivoli, bestilte et par øl og hyggesnakkede i nogle havestole, indtil Beth Hart gik på scenen kl. 22.00. Jeg havde ikke forberedt mig godt nok inden koncerten, hvor jeg ellers plejer at samle op på den musik, jeg skal høre. Men undervejs i koncerten blev jeg trukket tilbage til de gode gamle dage, hvor jeg arbejdede på powerkvindens pladeselskab, og kombinationen af godt selskab, Tivolis magi, nå ja… to fadøl og lækker musik, fik mig til at smile hele vejen hjem til min lejlighed i “Huset på Amagerbro”. Og så må jeg jo tage det tunge hoved med i pakken… ?

Hav en dejlig forlænget weekend! ❤️

3. juni 2017
Previous Post Next Post

Leave a Reply

You may also like