Fem bemærkninger fra min datter, der har taget pusten fra mig!

Når man har en treårig, med en livlig fantasi og med livets store og små spørgsmål fræsende gennem hovedet konstant, i huset, så er der som regel basis for masser af smil, når tankerne bliver til tale. Kender man min pige bare lidt, så ved man, at hun er både gammelklog og videbegærlig, og at bogen med “guldkorn” allerede er godt fyldt op. I den seneste uge har lille Malou dog overgået sig selv, hvad angår de gyldne gloser, og jeg har op til flere gange fået kaffen galt i halsen. Her er de fem gange, der har taget pusten mest fra mig! 

1. Er det med A eller E?

Vi er på vej hjem fra børnehaven, Malou og jeg. Malou bemærker et stillads og spørger, hvad det er til. Jeg svarer, at der nok er nogen, der er i gang med at bygge eller reparere noget, og det er så her min datter forvandler sig til et sprogmonster af fjerde dimension: “RepArerer!”. “Ja… Det sagde jeg da også!?”. “Nej, mor. Du sagde ‘repErere’, og det hedder altså ‘repArere’!”. Jeg tog ikke diskussionen videre derfra, men jeg var på én gang irriteret over, at hun irettesatte mig, når jeg godt ved, hvad man siger, og lidt stolt over, at hun allerede er en større ordkløver, end jeg er. 

2. Fald lige ned, gider du? 

Vi sidder ved aftensmaden, og da Malou beder om endnu en røvfuld pasta, gør jeg hende opmærksom på, at der også er andet på hendes tallerken. Som i “spis lige lidt af det også”. Kækt svarer den lille dame: “Jeg skal nok spise det, mor. Ro på!”. Seriously? “Ro på!”…? Jeg er stadig ikke kommet mig over den formulering… 

3. Der blev jeg lige dobbelt så gammel… 

På en 40 minutter lang togtur er der rigeligt tid til at observere og konkludere, og således skulle jeg få en verbal mavepuster af Malou: “Mor, du har mormor-hænder”… Tak, skat. Også for at dele det med hele den fyldte kupé! 

4. En helt særlig krammer

Jeg er i gang med at putte Malou, der er lige en tand for overgearet til situationen. Hun puster mig i hovedet, jeg siger “nej tak, det kan jeg ikke lide”, og så puster hun mig i hovedet igen. Derfor tager vi snakken om, at ‘når nogen siger nej, skal man stoppe’. Umiddelbart virker det ikke som om, at det siver rigtigt ind, men fem minutter efter godnatkys kalder Malou på mig: “Mo-aaar… Du er nødt til at komme. Det er jo nu, jeg skal give dig en undskyldningskrammer. Undskyld for at jeg pustede dig i hovedet!”. Den sætning ramte lige i mit moderhjerte, der straks blev fyldt op med stolthed! 

5. En madbaby måske? 

Ja… Den måtte jo komme, klassikeren: “Mor, har du en baby inde i maven? Skal jeg være storesøster?”. Jeg måtte jo skuffe pigebarnet, mens jeg forbandede snittet på den kjole, jeg havde på – og det hvedegilde, jeg havde holdt for mig selv tidligere på dagen, langt væk. Men uanset hvad, så er min mave ikke flad, og det er også ok. Var bare ikke klar til at få det råt for usødet fra min datter (og så alligevel hellere fra hende end en anden)… 

Jo joooo… Fra fulde folk og umiddelbare børn skal man høre sandheden – og lidt til! ❤️

12. juni 2017
Previous Post Next Post

Leave a Reply

You may also like