5 grunde til at jeg savner at være på landet!

Ferien er slut og hverdagen er indtruffet med de lidt leverpostejsfarvede trivialiteter, der hører med. Jeg lever stadig højt på vores uge i Højmarks landidyl, og selvom jeg nok er bypige med stort B, så er der visse foranledninger, der gør, at jeg ønsker mig tilbage til det stråtækte bindingsværkshus og den friske luft på landet!

1. "Hov… Var det en fugl, der pippede?"…

Normalt lægger jeg ikke synderligt mærke til larm fra trafikken på Amagerbrogade eller Ronni og Conny, der skændes over en Breezer nede foran min opgang. Det er først, når der er bomstille, som på landet, at det summer lidt for mine ører og jeg kan høre mine egne tanker helt klart – og det er faktisk ret fedt!

2. Selvpluk 30 sekunder fra køkkenet.

"Malou, gider du at løbe ud og plukke nogle squash og klippe lidt purløg til mor?" Det lyder bare lidt federe end "Malou, vil du lige tage nogle sko på og gå forsigtigt ned ad trapperne, der er meget stejle, til gården og tjekke, om der er en lille smule mynte tilbage i krukken, som fuglene ikke har nået at skide på?"… Og så er det jo bare åbenlyst lækkert at kunne hente (øko-)grønt i egen have fremfor i Netto.

3. Titte-bøøøøh, børneeksem!

Malou lider af børneeksem, der blusser op, som vinden blæser. Bogstavelig talt! Inden vi tog afsted fra København smurte vi ben og arme ind i creme flere gange dagligt for at tage den værste kløe (og holde det nede). Bare en dag efter ankomst i den friske Vesterhavsluft var eksemen ikke at se eller mærke. I kid you not! Jeg var selv ret forbløffet, men det var jo fantastisk – Så længe det varede! For nu er eksemen vendt tilbage til den lille krop… Bemærkelsesværdigt!

4. Flower power overload.

Når der er marker så langt øjet rækker, man kan høre naboens kalve "muhe", og høje strå (eller uslået græs) smyger sig om benene på én, så er det altså for mig meget nemmere – og næsten uundgåeligt – at iføre mig storblomstrede kjoler og nederdele. Jeg kunne desværre ikke lokke Malou til at have fletninger i håret, men hvis jeg slog ørerne godt ud, er jeg helt sikker på, jeg kunne ane titelmelodien fra "Det Lille Hus På Prærien" alligevel…

5. Hellere ti markmus i hånden end en byrotte i baghaven!

Når jeg cykler min datter til børnehave og nær kører en doven rotte ned, der dog når at få sin fuldfede, sygdomsbefængte bagdel med sig og forsvinder ind gennem en hæk, der omslutter børnehavens legeplads, ja så ønsker jeg mig unægteligt tilbage til øko-høns, kælekaniner og jagtsyge katte!!

Det er tvivlsomt om jeg nogensinde flytter fra byen, som jeg trods alt er ret vild med, men nøj hvor er det dejligt at kunne komme helt derud, hvor kragerne vender, bare for en stund…

God dag, folkens! ❤️

2. august 2017
Previous Post Next Post

1 Comment

  • Reply Lottie

    I LOOOOVE IT!
    Særligt når post Danmark mærker mine pakker med “Last Mile Vest”!
    Vi ses i det Vestjyske mellem hav og hede
    Knus

    2. august 2017 at 21:41
  • Leave a Reply

    You may also like