Stilhed før storm i Det Kongelige Bibliotek

Kender I det, at når man er tvunget til noget, så er det som regel det modsatte, der sker? Altså som f.eks. når du ved, du bliver vækket af top frisk unge om seks timer, så er det en umulighed at falde i søvn. Eller det der med at skulle aflevere en urinprøve til lægen (jo, du har også prøvet det!)… Til trods for stort vandindtag umiddelbart inden, så er det bare som om, at din blære griner af dig og blokerer. Eller den der med at klappe i som en østers, når det i virkeligheden er vigtigt, at du ytrer dig.

Pt sidder jeg i modsatte situation. Jeg sidder i den gamle læsesal på Det Kongelige Bibliotek (Diamanten). For første gang i mit liv. I sidste uge drak jeg en kop kaffe med en gammel veninde, der overbeviste mig om, at det simpelthen er stedet, hvor du får ro i sind og sjæl, og hvor det er muligt at fordybe sig – i mit tilfælde i jobansøgninger. Derfor er jeg her nu. Og hvor er jeg glad for at være her og opleve det. Der er en hel særlig stemning, duft af gamle bøger og omgivelserne er intet mindre en fantastiske. Højt til loftet, vanvittige lysekroner, smukke udskæringer i høje paneler, overdådige søjler i… marmor…? Well, sten af en art, en række torsoer, og så selvfølgelig den ene væg efter den anden med gamle, fine bøger.

Salen er godt fyldt, og mængden af mennesker taget i betragtning er jeg imponeret – og i virkeligheden ret skræmt – over den stilhed, der hersker i det store rum. Det er også derfor, jeg i cirka ti minutter har siddet som forstenet, fordi jeg er bange for at bryde tavsheden. “Kommer jeg nu til at hælde min to-go kaffe ud over mig selv? Hvad hvis der er lyd på min computer, så den brager ud med den der opstarts-jingle, når jeg åbner den? Kan man høre, hvis min telefon vibrerer, når den ligger puttet i min trøje på bordet? Hvorfor kigger kvinden, der sidder overfor mig, sådan? Hvor sidder det stik under bordpladen? Pis! Jeg skal nyse. Please, please, please… Lad det være et af de små uskyldige nys. Og lad mig for Guds skyld holde alt andet tilbage. Jeg DØR AF SKAM, hvis jeg kommer til at prutte samtidig!”

Jeg nøs med værdigheden i behold, og her sidder jeg så. På én gang lamslået af mine omgivelser og småfnisende indvendig over, at jeg, Patricia Hartmann, stresser over tanken om at komme til at slå en prut, mens de fleste andre hjerner herinde højst sandsynligt rummer faglitteratur og større spørgsmål og tanker til og om livet.

God dag, søde læsere! <3

Trisse.

15. august 2017
Previous Post Next Post

Leave a Reply

You may also like